Vision og strategi
Concord Danmark arbejder for at øge sammenhængen mellem EU’s forskellige politikområder, for at sikre, at de ikke modarbejder hinanden. Målet er at opnå en mere retfærdig og effektiv udviklingspolitik, der samtidig fremmer aktiv deltagelse fra civilsamfundet i udviklingsarbejdet – ikke kun i Europa, men også i udviklingslandene.
Concord Danmark fokuserer på tre indsatsområder:
1) Fortalervirksomhed: Fremme danske NGO-synspunkter på europæisk udviklings- og nødhjælpspolitik i det europæiske samarbejde.
2) Information: Oplyse om EU’s udviklingspolitik gennem formidling af nyheder, afholdelse af fyraftensmøder og workshops for medlemmer, løbende kontakt til pressen og de relevante miniserier og politikere, samt udgivelse af en række publikationer inden for vores forskellige arbejdstemaer.
3) Medlemsservice: Fremme danske NGO’ers adgang til EU-finansiering af udviklingsprojekter.
Concord Danmark taler danske NGO’ers sag og kapacitetsopbygger vores medlemsorganisationer til deres direkte arbejde med udvikling på EU-niveau.
Concord Danmark arbejder indenfor rammerne af Concord Europes strategiske plan. Som det danske medlem af Concord Europe søger Concord Danmark at udnytte de internationale netværk og arbejdsgrupper, som vi og vores medlemmer har adgang til, samt påvirke den løbende dialog med EU’s institutioner. I Danmark samarbejder Concord Danmark med NGO-forum og 92-gruppen.
Sekretariatet har som en væsentlig opgave at yde rådgivning og information til til vores medlemmer om EU-finansiering af udviklingsprojekter. Der bliver bl.a. løbende afholdt kurser, udarbejdet vejledninger, givet feedback på funding-ansøgninger, samt ydet grundlæggende støtte til NGO’er, der søger om EU-midler.




