EU’s udviklingspolitik har udviklet sig i takt med den trinvise opbygning af EU. Udviklingssamarbejdets politiske målsætninger og rammer er fastlagt i en række dokumenter. De tre vigtigste er:

• EU’s traktatgrundlag
• Den Europæiske Konsensus om Udvikling
• Cotonou-aftalen

Traktatgrundlag

Allerede fra dannelsen af De Europæiske Fællesskaber (EF) med Rom-traktaten i 1957 har samarbejdet omfattet en udviklingspolitik. Siden har udviklingspolitikken fået stadigt mere plads i EU’s traktatgrundlag.

Med Lissabon-traktaten er det nu helt klart, at målet er fattigdomsbekæmpelse. Traktaten fastslår desuden, at EU skal tage hensyn til udviklingssamarbejdets målsætning i de politikker, der føres på andre områder:

”Hovedmålet for Unionens politik på dette område er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen. Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene” (Art. 208, stk. 1, TEUF).
Lissabon-traktaten fastsætter også mål og principper for EU’s humanitære bistand. EU’s humanitære arbejde handler om at yde nødhjælp til katastrofeofre uden for EU. Hjælpen er baseret på princippet om neutralitet og er derfor upartisk i forhold til eventuelle lokale konflikter:

1. ”Formålet med Unionens aktiviteter på området humanitær bistand er i specifikke situationer at yde bistand, hjælp og beskyttelse til befolkninger i tredjelande, der er ofre for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, med henblik på opfyldelse af de humanitære behov, der opstår i disse forskellige situationer” (Art. 214, stk. 1, TEUF).

2. ”De humanitære bistandsaktiviteter gennemføres i overensstemmelse med principperne i folkeretten og principperne om upartiskhed, neutralitet og ikke-forskelsbehandling” (Art. 214, stk. 2, TEUF).

Den Europæiske Konsensus om Udvikling

Den Europæiske Konsensus om Udvikling er en fælles politisk erklæring, som Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentets formænd undertegnede den 20. december 2005. Erklæringen fastlægger de fælles principper, som skal danne grundlag for EU og medlemsstaternes udviklingspolitik. Erklæringen fastslår, at udryddelse af fattigdom er det overordnede mål, samt at skal EU arbejde for at realisere FN’s 2015-mål og føre an i gennemførelsen af Paris-deklarationens principper for udviklingseffektivitet .

Den Europæiske Konsensus om Udvikling er opdelt i to. Første del fastsætter de mål og principper, som medlemsstaterne og EU forpligter sig på. Anden del omhandler, hvordan den vision, som formuleres i første del, skal gennemføres i EU-regi, samt på hvilke områder der vil være en merværdi i, at det er EU og ikke de enkelte medlemslande, som gennemfører udviklingsarbejdet.

Første del

EU og medlemslandene forpligter sig bl.a. på, at:

• Målet er udryddelse af fattigdom
• Tage hensyn til udviklingssamarbejdets mål i alle EU-politikker
• Søge at realisere FN’s 2015-mål
• Lede an i gennemførelsen af Paris-deklarationens principper
• EU-15 skal give 0,7 % af BNI i udviklingsstøtte inden 2015.

Anden del

EU skal koncentrere sin indsats på følgende områder:

• Samhandel og regional integration
• Miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer
• Udvikling af landdistrikter, landbrug og fødevaresikkerhed
• God regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder
• Forebyggelse af konflikter, særligt i skrøbelige stater

Cotonou-aftalen

Cotonou-aftalen blev undertegnet i 2000 og fastlægger rammerne for det udviklingspolitiske, udenrigspolitiske og handelsmæssige samarbejde mellem EU og samarbejdslandene og de såkaldte AVS-lande (Afrika, Vestindien og Stillehavet) frem til 2020. Cotonou-aftalen tilpasses hvert femte år og revideres i løbet af 2010. Målet med Cotonou-aftalen er at mindske og på sigt udrydde fattigdom samt at fremme bæredygtig udvikling og gradvis integration af AVS-landene i verdensøkonomien. Desuden fokuserer aftalen på inddragelse og opbygning af civilsamfundet.

Samarbejdet mellem EU og AVS-landene varetages hovedsagligt af to institutioner, som er oprettet særligt til dette formål:

1. AVS-Ministerrådet, der består af medlemmerne af EU’s Ministerråd, et medlem fra hvert AVS-land samt et
   medlem fra Kommissionen. Det er AVS-Ministerrådet, som træffer beslutninger om gennemførelsen af samarbejdsaftalerne.
2. Blandede Parlamentariske Forsamling (JPA) er sammensat af et lige stort antal medlemmer af Europa-Parlamentet og parlamentarikere fra AVS-landene. JPA mødes flere gange årligt og fungerer som et rådgivende organ, der bl.a. skal skabe dialog med civilsamfundet.

En kontroversiel del af Cotonou-aftalen er de såkaldte Economic Partnership Agreements (EPA). Forhandlingerne om EPA’erne påbegyndtes i september 2002 og er endnu ikke afsluttet. Det skyldes, at flere AVS-lande ikke har underskrevet EPA’erne, fordi de er kritiske over for aftalernes indhold.

Hjemmesiden opdateres løbende med relevant information.