Sikkerhed er en forudsætning for udvikling. Omvendt kan udvikling også skabe sikkerhed. Lissabon-traktaten giver mulighed for at skabe synergi mellem sikkerheds- og udviklingspolitik. Lige nu er der mange uløste konflikter i Afrika og resten af verden, hvor EU ved at kombinere krisestyring med langsigtet udviklingsarbejde har mulighed for at ændre mio. af menneskers skæbner. Men målet skal altid være at skabe bedre vilkår for lokalbefolkningen – udviklingsarbejdet må ikke blive et instrument for EU-landenes egne sikkerhedsinteresser.

• Lissabon-traktaten medfører, at EU’s delegationer rundt om i verden kommer til at fungere mere som traditionelle ambassader. Dermed får EU-delegationerne en øget politisk rolle. En aktuel udfordring er derfor at indrette den nye udenrigstjeneste, så der skabes de rigtige forudsætninger for en koordineret indsats mellem udvikling og sikkerhed. I den forbindelse er det vigtigt, at de faste teams på delegationerne indeholder udviklingseksperter, der kan sikre at fattigdomsbekæmpelse tænkes ind delegationernes arbejde.

• Den danske tilgang, som fokuserer på civilsamfundsopbygning, er vigtig at promovere i EU’s nye udenrigspolitik.

• En undersøgelse, som Verdensbanken foretog i 2004 viser, at sikkerhed er den højeste prioritet for befolkningerne i udviklingslandene.

• Fattige mennesker er generelt mere udsatte i voldelige konflikter. Folk med ressourcer kan flygte eller købe sikkerhed hos de stridende parter, mens de fattige ofte terroriseres i borgerkrige og andre konflikter.

• Politisk stabilisering er helt central i skrøbelige stater. Med mindre en part er tilstrækkelig stærk til at gennemtvinge sin vilje over for andre, er det opgaven i skrøbelige stater at skabe en situation, hvor alle parter ser en fordel i en stabilisering. Det er imidlertid en særdeles vanskelig opgave for udviklingsbistanden. Dels er der få historiske tilfælde, hvor bistanden har påvirket et lands politiske udvikling i en positiv retning, dels er det vanskeligt at forlige stridende parter, hvis man kommer med et arsenal af politiske krav om menneskerettigheder, demokrati, korruptionsbekæmpelse m.v.

• Det kræver en meget mere tilpasset, fleksibel og risikovillig udviklingsbistand, hvis man vil skabe sikkerhed for fattige mennesker i skrøbelige stater.