Skatteretfærdighed
Hvert år flyttes cirka 1000 mia. dollars illegalt ud af udviklingslandene. Cirka 600-700 mia. dollars af denne kapitalflugt er multinationale selskabers skatteunddragelse. De illegale kapitalstrømme er over otte gange større end den samlede globale bistand. Disse penge kunne bruges til at finansiere udvikling. EU’s udviklingspolitik bør derfor indeholde en klar strategi for, hvordan man kan støtte udviklingslandene i at genvinde de tabte skatteindtægter.
• For at nå 2015-målene er det nødvendigt at forholde sig aktivt til de samlede økonomiske og politiske relationer mellem EU og udviklingslandene. Bistand udgør kun en mindre (men vigtig) del af de samlede kapitalstrømme mellem nord og syd. For hver dollar, der gives i udviklingsbistand, flyttes mere end otte dollars den anden vej, hovedsageligt med henblik på at omgå skattebetaling i udviklingslandene.
• Der bør indføres såkaldt ”country-by-country” regnskabsaflæggelse for multinationale selskaber. Det vil gøre det gennemsigtigt, hvor selskaberne tjener deres penge og dermed skabe bedre grundlag for retmæssig skatteopkrævning.
• Der bør afsættes midler til målrettet kapacitetsopbygning hos de relevante myndigheder i udviklingslandene, der er ansvarlige for skatteopkrævning og kontrol med multinationale selskaber.
• Concord Danmark arbejder for at fremme en G20-beslutning om beskatning af finansielle transaktioner til finansiering af klimatilpasning og fattigdomsbekæmpelse.

