Fattigdomsbekæmpelse

Udviklingspolitik handler om at bekæmpe fattigdom. Verdenssamfundets vision om at udrydde global fattigdom er realistisk. Men det kræver politisk vilje til at yde en sammenhængende indsats på tværs af alle områder, der påvirker udviklingslandene, og at vi bruger bistandmidlerne rigtigt. Udviklingsarbejde uden et klart fattigdomsfokus giver ikke mening. Derfor arbejder Concord Danmark målrettet på, at Lissabon-traktatens målsætning om fattigdomsbekæmpelse omsættes til handling i felten. Fattigdomsorienteret bistand forudsætter analyser af hvilke faktorer og aktører, der kan sikre, at bistanden giver øget social sikkerhed og udviklingsmuligheder for verdens fattige. Ethvert strategisk valg skal begrundes i en fokuseret målsætning om at nå de fattige.

• Verdensbanken måtte sidste år revurdere fremskridtene i den globale fattigdomsbekæmpelse. Antallet af fattige er langt større end antaget, idet leveomkostningerne er blevet højere. Hele 1.4 mia. mennesker lever under fattigdomsgrænsen, svarende til 1.25 dollar om dagen, og 2.6 mia. mennesker lever for mindre end to dollar om dagen. Verdensbanken forudser, at antallet af fattige ikke reduceres mærkbart inden 2015, hvis ikke indsatsen forstærkes markant.

• Social sikkerhed er ofte vigtigere for de fattige end økonomisk vækst. Mange lande har haft stor økonomisk vækst, uden at fattigdommen er reduceret markant. Den såkaldte ”Trickling down”-effekt, der siger, at vækstoverskuddet gradvist siver ned gennem samfundet, sker ikke eller er i bedste fald utilstrækkelig. F.eks. rummer Asien trods stor økonomisk vækst to tredjedele af verdens sultende.