Civilsamfundet

Et stærkt og aktivt civilsamfund er essentielt for at skabe og fastholde demokrati- og udviklingsprocesser. Derfor arbejder Concord Danmark for, at civilsamfundet både i og uden for EU bliver hørt. Civilsamfundet har en afgørende rolle i at stimulere en demokratisk og inkluderende politisk deltagelse, løse konflikter og oplyse befolkningen i udviklingslandene. Det er civilsamfundene, der kan støtte udviklingen af et aktivt medborgerskab, og dermed give verdens fattige mulighed for at få indflydelse på de samfund, de lever i. Styrkelse af civilsamfundet bør derfor ses som et mål i sig selv – ikke blot som et instrument i udviklingsprocessen.

• Det er afgørende at støtte de lokale civilsamfundsaktører, der skaber fremskridt for fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og demokrati. Udviklingsindsatsen i det enkelte modtagerland skal derfor baseres på analyser af, hvor og i hvilke dele af civilsamfundet det er muligt at støtte en fattigdomsafhjælpende indsats, som styrker fattiges egne muligheder for udvikling og ejerskab over udviklingsprocesserne.

• Både den danske regering (Civilsamfundsstrategien), Den Europæiske Konsensus om Udvikling og Accra-aftalens art. 13. om Udvikling påskønner civilsamfundet rolle i udviklingsprocessen. Og i Civilsamfundsstrategien og Accra-aftalen anses civilsamfundsorganisationer som udviklingsaktører i deres egen ret. Concord Danmark arbejder sammen med Concord på, at dette implementeres og at civilsamfundsorganisationernes bidrag til udviklingsarbejdet hele tiden bliver mere effektivt samtidig med, at det har rod i en ”nedefra og op proces”, hvor borgerne får reel medindflydelse.