De institutionelle reformer, Lissabon-traktaten indebærer, er en historisk mulighed for at styrke EU-landenes bidrag til bekæmpelse af fattigdom i udviklingslandene. Hvis denne mulighed skal udnyttes er det afgørende, at den nye institutionelle struktur sikrer, at udviklingspolitikken får en fremtrædende rolle i EU’s optræden udadtil. Samtidig skal der iværksættes praktiske foranstaltninger, der skaber bedre sammenhæng mellem EU’s politikker til gavn for verdens fattigste.

• Der skal være en stærk udviklingskommissær, der kan slå i bordet når hensynet til verdens fattigste ikke bliver overholdt.

• Der skal ryddes op i den institutionelle struktur, så udviklingskommissæren får ansvaret for alle udviklingslande – ikke kun AVS-landene. Det vil medføre en bedre sammenhæng mellem politikformulering og implementering.

• Lissabon-traktaten medfører, at EU’s delegationer rundt om i verden kommer til at fungere mere som traditionelle ambassader. Dermed får EU-delegationerne en mere politisk rolle. Her er det vigtigt at de faste teams på delegationerne indeholder udviklingseksperter, der kan sikre at fattigdomsbekæmpelse tænkes ind delegationernes arbejde.