EU som global aktør

EU er ikke alene verdens største enkelte donor, men er også en afgørende spiller i alle internationale politiske fora, som skal skabe resultater for at overkomme kriser og indfri 2015-målene. Derfor bør Danmark have en målrettet strategi for Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet. Danmark skal bidrage til, at EU’s egne bistandsmidler bruges bedst og mest effektivt til at bekæmpe fattigdom, og til et globalt aktivt EU, der går forrest i kampen mod fattigdom, og som kan sikre en ansvarlig klimapolitik og et bæredygtigt økonomisk system. Det kræver bl.a., at Danmark prioriterer deltagelsen i EU’s udviklingssamarbejde særligt på områder, som civilsamfundsinddragelse, hvor Danmark er europæisk frontløber.Danmark skal have en klar strategi for, hvordan man vil bidrage til, at EU’s øgede styrke som global aktør anvendes aktivt til gavn for verdens fattigste, herunder hvordan Danmarks bidrag til den nye EU-udenrigstjeneste (EEAS) kan fremme udvikling.

Siden 2005 har EU arbejdet ud fra det såkaldte PCD-begreb (Policy Coherence for Development). PCD er omdrejningspunktet i en strategisk planlægning af, hvordan politikker inden for andre områder end udviklingssamarbejdet kan bidrage til bestræbelserne på at nå 2015-målene. Danmarks udviklingspolitik bør indeholde en ækvivalent til PCD-begrebet, der kan tjene som pejlemærke for inddragelsen af flere politikområder i det danske bidrag til at nå 2015-måldene.